[…] Oversættere havde bare ingen anseelse og forventede ikke at tjene ret meget, bare få det til at løbe rundt. Faktisk var der ikke ret mange, der var uddannet som oversættere, men de fleste havde en solid universitetsuddannelse og et indgående kendskab til sprog – i det mindste deres eget. En af mine venner var netop i den kategori, og der kom flere oversættere til i min vennekreds. Jeg fandt dem meget mere interessante som mennesker og opdagede, at vi ofte havde samme slags livserfaringer. Jeg havde aldrig svært ved at få venner men følte mig altid "anderledes", og det gjorde de helt sikkert også. Da min ven gik på pension, anbefalede hun mig som afløser. Jeg holdt nu indtog i genforsikringsverdenen, som jeg ikke havde den fjerneste anelse om. Jeg var også den eneste oversætter der, og jeg havde ikke meget at falde tilbage på. Det var dog endnu et trin op …

I mit nye job begyndte jeg at læse gennem sagsmapper og spørge mig frem, og jeg fik virksomheden til at melde mig til forsikringskurser. Forsikringsakademiet lå på den anden side af gaden, og jeg studerede brandlovgivning, forsikringspolicer og kataloger over brandslukkere i dets bibliotek. Jeg lærte noget, som jeg aldrig før havde haft den luksus at kunne gøre: at researche. Første gang jeg skulle oversætte et tilbud på forsikring af et atomkraftværk, blev jeg ringet op af chefen for den pågældende afdeling, der roste mit arbejde. "Det er bedre end det, vi er vant til," sagde han. Sikke en god nyhed! Det foregik på den måde, at for at få hjælp slog jeg op i et dokument i arkiverne, der lignede det, jeg var ved at tackle, men da jeg så, at min forgænger havde brugt ordet "nukleus" i stedet for "kerne", konkluderede jeg, at jeg ikke kunne bruge dokumenterne til noget. Jeg gik over på den anden side af gaden til biblioteket og slog "kernekraftværker" op. Jeg fandt straks al den terminologi, jeg havde brug for.

Der skal selvfølgelig meget mere til for at være en god oversætter i dag. […]

[...] Oversættere fik bare ikke anerkendelse, og de forventede ikke at tjene ret meget, bare nok til dagen og vejen. Meget få mennesker var faktisk uddannet som oversættere, men de fleste havde en solid universitetsuddannelse og en solid viden om sprog, i det mindste deres eget sprog. Jeg havde en ven der passede ind i netop den kategori, og min vennekreds blev efterhånden udvidet til at omfatte andre oversættere. Det forekom mig, at de var mere interessante mennesker, og jeg opdagede, at vi ofte havde lignende livserfaringer til fælles. Jeg har aldrig haft problemer med at få venner, men jeg har altid følt mig "anderledes", og jeg er sikker på, at de også havde det på samme måde. Da min ven gik på pension, anbefalede hun mig som sin afløser. Jeg begyndte nu at arbejde med genforsikring, et område som jeg ikke vidste noget om. Jeg var også den eneste oversætter der, og jeg havde ikke meget at falde tilbage på. Det var dog endnu et nøk op ad ....

På mit nye job begyndte jeg at gennemgå filerne, stille spørgsmål og jeg fik virksomheden til at tilmelde mig forsikringskurser. Forsikringsakademiet lå på den anden side af gaden, og jeg konsulterede brandkoder, forsikringspolicer og brandslukningskataloger i deres bibliotek. Jeg var ved at lære noget, som jeg aldrig havde haft den luksus at kunne gøre før: at forske og sætte mig ind i tingene. Første gang jeg skulle oversætte et forslag i forbindelse med forsikring af et atomkraftværk, fik jeg et opkald fra lederen af den afdeling, der lykønskede mig med det arbejde, jeg havde udført. "Det er bedre end det, vi er vant til," sagde han. Det var optur! Det der skete var, at jeg konsulterede et dokument i arkivet som lignede det, jeg refererede til for at få retningslinjer, men da jeg opdagede, at min forgænger havde brugt ordet "nucleus" i stedet for "kerne", indså jeg, at jeg ikke kunne bruge filerne til noget som helst. Jeg gik over til biblioteket på den anden side af gaden og slog "atomkraftværker" op. Jeg fandt straks al den terminologi, jeg havde brug for.

I dag kræves der selvfølgelig meget mere end det for at være en god oversætter. [...]

[...] Oversættere fik bare ikke anerkendelse, de forventede sig ikke meget af livet, kun at klare sig. Meget få mennesker blev faktisk uddannet til oversættere, men de fleste havde en solid universitetsuddannelse og et solidt kendskab til sprog, i hvert fald deres eget sprog. Jeg havde en ven, der faldt præcis ind i den kategori, og min vennekreds udvidede sig til at omfatte andre oversættere. Jeg syntes, at de var meget mere interessante som mennesker, og jeg opdagede, at vi ofte havde mange af de samme livserfaringer. Jeg har aldrig haft problemer med at få venner, men jeg har altid følt mig "anderledes", og jeg er sikker på, at de havde det ligesådan. Da min veninde gik på pension, anbefalede hun mig som sin afløser. Jeg kom nu ind i genforsikringsverdenen, som jeg intet vidste om. Jeg var også den eneste oversætter der, og jeg havde ikke meget at falde tilbage på. Det var dog endnu et trin op …

På mit nye job begyndte jeg at kigge filerne igennem, stille spørgsmål og fik virksomheden til at tilmelde mig forsikringskurser. College of Insurance var på den anden side af gaden, og jeg konsulterede brandkoder, forsikringer og kataloger med brandslukkere i deres bibliotek. Jeg lærte, hvad jeg aldrig havde haft den luksus at kunne før: Forskning. Første gang jeg skulle oversætte et forslag med henblik på forsikring af et atomkraftværk, blev jeg ringet op af afdelingschefen, og han lykønskede mig med det arbejde, jeg havde udført. "Det fremstår positivt i sammenligning med det, vi er vant til," sagde han. Sikke en optur! Det, der skete, var, at jeg konsulterede et dokument i filerne svarende til det, jeg havde som vejledning, men da jeg så, at min forgænger havde brugt ordet "nuklear" i stedet for "kerne", indså jeg, at filerne var ubrugelige for mig. Jeg gik tværs over gaden til biblioteket og slog "atomkraftværker" op. Jeg fandt straks den terminologi, jeg havde brug for.

Det kræver selvfølgelig meget mere end det at være en god oversætter nu om stunder. [...]

[...] Oversættere fik ganske enkelt ikke anerkendelse. De kunne ikke forvente at få en høj løn, men blot have til dagen og vejen. Meget få mennesker var rent faktisk uddannede oversættere, men de fleste havde en god universitetsuddannelse og et solidt kendskab til sprog – i det mindste til deres modersmål. Jeg havde en ven, der passede perfekt ind i den kategori, og min vennekreds blev udvidet til at omfatte andre oversættere. Jeg syntes, de var meget mere interessante som mennesker, og opdagede, at vi ofte havde gjort samme erfaringer i livet. Jeg har aldrig haft problemer med at få venner, men jeg har altid følt mig "anderledes", og jeg er sikker på, at de også har haft samme oplevelse. Da min ven gik på pension, anbefalede hun mig som sin afløser. Jeg trådte nu ind i en verden af genforsikring, som jeg ikke vidste noget som helst om. Jeg var desuden den eneste oversætter på stedet, og jeg havde ikke meget at falde tilbage på. Men det var dog et trin op ad karrierestigen.

På mit nye job begyndte jeg at læse dokumenterne igennem, stille spørgsmål og få firmaet til at tilmelde mig kurser i forsikring. Forsikringsakademiet lå på den anden side af gaden, og jeg læste op på brandregulativer, forsikringspolicer og kataloger over brandslukkere i deres bibliotek. Jeg var ved at lære noget, jeg aldrig før havde haft mulighed for at dyrke, nemlig researcharbejde. Første gang jeg skulle oversætte et forslag i forbindelse med forsikring af et atomkraftværk, fik jeg et opkald fra lederen af afdelingen, som roste det arbejde, jeg havde leveret. "Det er i samme liga, som det, vi er vant til", sagde han. Sikke en optur! Det, der skete, var, at jeg støttede mig til et dokument fra arkivet, der lignede det, jeg var i gang med. Men da jeg så, at min forgænger havde brugt ordet "nukleus" i stedet for "kerne", indså jeg, at arkivet ikke kunne bruges. Jeg gik over på den anden side af gaden til biblioteket og slog "atomkraftværker" op. Jeg fandt straks al den terminologi, jeg havde brug for.

Det kræver naturligvis meget mere end det at være en god oversætter nu om stunder. [...]

[...] Oversættere blev simpelthen ikke anerkendt og der var ingen forventning om, at de kunne leve af det, allerhøjst overleve. Meget få var reelt uddannet som oversættere, men de fleste havde en grundlæggende gymnasieuddannelse og et grundlæggende kendskab til sprog, i hvert fald deres eget sprog. Jeg havde en ven, der faldt inden for den kategori og min vennegruppe blev udvidet til at omfatte andre oversættere. Jeg fandt dem meget mere interessante som personer og opdagede, at vi ofte havde været igennem de samme ting i vores liv. Jeg havde aldrig problemer med at få venner, men jeg følte mig altid ”anderledes” og jeg er sikker på, at de havde det på samme måde. Da min veninde gik på pension, anbefalede hun mig som sin afløser. Det blev min vej ind i den verden, der hedder reassurance – et område, der var helt nyt for mig. Jeg var også den eneste oversætter dér og havde ikke meget at falde tilbage på. På den anden side var det endnu et emne at skrive på listen....

Jeg startede mit nye job med at gennemgå arkiverne og stille spørgsmål og så fik jeg selskabet overtalt til at lade mig komme på forsikringskurser. Forsikringshøjskolen lå på den anden side af gaden og jeg studerede brandreglementer, forsikringspolicer og kataloger med brandslukkere i deres bibliotek. Jeg lærte det, jeg aldrig tidligere havde haft den luksus at kunne gøre: At researche. Den første gang jeg skulle oversætte et tilbud om forsikring af et atomkraftværk fik jeg en opringning fra chefen i den pågældende afdeling, der lykønskede mig med mit resultat. "Det svarer meget fint til det, vi er vant til" sagde han. Sikke en lettelse! I forbindelse med min oversættelse havde jeg søgt støtte i et dokument i arkivet, som lignede det, jeg arbejdede med, men da jeg så, at min forgænger havde brugt ordet "atomkerne" i stedet for "kerne", indså jeg, at jeg ikke kunne bruge arkiverne. Jeg gik over på biblioteket på den anden side af gaden og slog ordet ”atomkraftværk” på. Jeg fandt straks al den terminologi, jeg havde behov for.

Nu til dags er det selvfølgelig betydeligt mere krævende at være en god oversætter. [...]